Lidt om det at samle

Hej jeg hedder René.

Hvad er det at være samler? En samler er vel generelt sagt en der har flere ting af samme slags. Hvor mange ting skal man så have, for at kunne kalde sig samler. Det er ikke nemt at sætte en norm op for, det at have en samling kan jo være mange ting. Har man 3 veteran biler er det jo mange, men har man 3 mønter er det jo ikke ret mange. Det er altså relativt, hvad der kan kaldes en samling.

Det med at starte en samling, opstår tit ved en tilfældighed; vi arver måske noget, eller falder måske over noget til en billig penge, som man absolut ikke kan leve uden. Så inden man ser sig om, har man startet en samling, sådan helt uden rigtigt at være klar over det.
Det er meget sjældent at man sætter sig ned og tænker - hvad skal jeg begynde at samle på? Jeg har aldrig hørt om nogle, der har gjort det.

Jeg er samler! Lad os lige slå det fast en gang for alle. Hvad samler jeg så på? Ja! Hvad samler jeg ikke på? En af mine venner sagde engang i en tale, at jeg egentligt ikke samlede på noget specielt, men mere samlede på samlinger, og det kan der jo nok være noget om.

Frimærker:
I princippet samler jeg på frimærker, det gør jeg ikke ret meget i mere. Det er faktisk mange år siden jeg så dem sidst.

Oldsager: Jeg har samlet lige siden jeg var barn, så jeg har en pæn samling. Dem ser jeg jævnligt.

Blankvåben: Jeg har arvet en del og selv anskaffet mange. Dem ser jeg hele tiden for de hænger på væggen.

Lommeure: Jeg har en pæn men lille samling. Dem ser jeg af og til.

Gammelt værktøj:
Snedker og smede værktøj. Jeg har reddet meget fra at blive smidt ud, især profilhøvle, som folk ville smide i fyret – det syntes jeg var synd, så begyndte jeg at samle på dem, og hvorfor ikke; de viste sig jo at blive samlerobjekter!

Bøger: Ja det er et kapitel for sig, det er virkelig et område der tog overhånd, på et tidspunkt havde jeg omkring 10 000 bind, ja du læste rigtigt, ti tusinde. Jeg havde selvfølgelig ikke reolplads til så mange, så de stod i stabler på gulvet og alle steder hvor jeg kunne skaffe plads.
Jeg er meget historie interesseret, så størsteparten omhandler jo dette emne. Bøger om skibsfart i gamle dage har også min store interesse.
Nå men alt godt får jo en ende, og en dag var det for meget, efter at jeg forgæves havde forsøgt at få nogle stabler til at holde balancen. Nu skulle der ske noget, og i erkendelse af at jeg aldrig ville få læst alle de bøger, om jeg så blev 200 år, gik jeg i gang med at sortere min bogsamling. Det var ikke nemt, for hvad skulle gemmes, og hvad skulle ud, Nå, men i løbet af en måneds tid, fik jeg samlet 19 flyttekasser, der røg på loppemarked. Så var det gjort, selv om det gjorde ondt, men man kommer over det, selv om det er svært .
Sikke en plads det gav, nu kunne jeg pludselig overskue resten af min samling. De står alle i reol og der er ledig reolplads, det er mange år siden jeg har prøvet det.


Morale… Tænk dig om før du køber en bog, er det nu en du har brug for? Er det en du vil læse med det samme? Hvis ikke så lad være med at købe den, se bare hvad det kan ende med. Det kan nemt blive en mani, og det er en mani der fylder utroligt meget, bare spørg min familie.

Kameraer: Nu må vi ikke glemme hvad det egentligt drejer sig om, min kamerasamling. I princippet har jeg samlet på kameraer i mange år, men det er først inden for det sidste par år, at det rigtigt har taget fart. Det startede med at jeg på diverse loppemarkeder, faldt over mange gode tilbud på kameraer, og hvem kan stå for et godt tilbud? Jeg kan godt nok ikke. Nu kan I her på min hjemmeside se resultatet af min samlermani. Det er godt nok ikke de største rariteter jeg har fået samlet, men mindre kan også gøre det, ihvert tilfælde indtil videre. I stedet for at bruge de store summer på dyre sjældenheder, og så kun have nogle få kameraer, er jeg startet med dem fra ca. 1980 og går så tilbage i tiden, når mulighederne viser sig.

Jeg har ca. 150 kameraer i fin stand, og en del vrag primært klap kameraer, hvor bælgen er defekt, dem skal jeg have restaureret. Derudover har jeg en hel del andet foto tilbehør, blitz, linser, og i der hele taget hvad der ellers følger med i kølvandet, når man samler foto udstyr.

Jeg samler også på film kameraer, men de skal helst være fra før 1960. Jeg har kun 4 små, men meget tunge kameraer, det var kram de lavede dengang.

Er du samler så ved du hvad det drejer sig om, men er du nybegynder så gå i gang med krum hals, du kan samle på hvad som helst, bare du hygger dig med det. Du skal se stort på hvad andre mener om din samling, den er din og kun din!

Det var ordene, tak fordi du gad læse min lomme filosofi.

Index
Side 1